Som psykolog i Odder og omegn er det et privilegium, at få lov til at skrive i vores lokale Odder Avis.
Jeg er passioneret for, at dele min vinden om psykologi – med håbet om at inspirerer.
Dette er min 3. indlæg til klummen om Dit mentale Helbred.
Teksten handler om hvad der skal til, før end vi mennesker kommer igennem med at skabe varige forandringer.
Lysten til forandring – og villigheden til at kunne tolerere ubehaget, som en del af forandringens vilkår.
Artiklen hedder “Forandring sker med ubehag” og du kan finde hele artiklens tekst nedenunder.
Nedenstående artikel blev bragt i Odder Avis d. 11. januar 2023.
Artiklens tekst:
Forandring sker med ubehag
Tryghed er vigtig.
Forandring kan skabe utryghed.
Ergo hellere blive i det velkendte, det trygge – også selvom det ikke fungerer helt godt for dig…
Hvis det lyder velkendt, er du bestemt ikke ene om det.
Vi mennesker er fra naturens side ikke særlig glade for forandringer.
Vi er vanedyr.
Vi trives i det forudsigelige, i det velkendte og det vanelige – at alt er, som det plejer at være…
Tryghed er grundlag
Tryghed er grundlag for trivsel. Og uden tryghed får vi svært ved at fungere.
Men vi kan desværre ikke altid bruge “følelsen af trygheden” som kompas.
Ønsker du at lave ændringer i livet, kan jeg næsten garantere dig, at du vil møde uvished og utryghed.
Kunsten er, at kunne ændre adfærd – også selvom det føles ubehageligt i starten – hvis det er vigtigt og rigtigt for dig at gøre.
I terapien ser jeg, at de, som lykkedes med at skabe forandringer, er dem, som mærker vigtigheden heraf. Og som vælger at skifte kurs – også selvom det føles uvant og ubehageligt.
Fordi Livet ikke går ud på, at vi skal undgå ubehaget!
Tværtom – Livet går ud på at vælge at gøre det meningsfulde – ikke det nemme.
Går du kun efter det nemme?
Går du kun efter det nemme, og forsøger at undgå ubehag, er du i stor risiko for at tabe din egenstyrring – og miste din sans for hvad der er vigtigt og meningsfuldt her i tilværelsen.
Nogle gange møder jeg mennesker, der er helt utrænede i at rumme ubehag.
Måske de har været “heldige”; deres liv er gledet afsted uden de store problematikker eller vanskeligheder. Eller de har kunnet klare ærterne på deres egen måde. Pludseligt rammer de noget uløseligt. Og de vælter. Helt og fuldstændig opslugt i det faktum, at de ikke kan gøre som de plejer og løse problemerne – for dét som de plejer at gøre, virker ikke længere. Livet har pludseligt ændret spillereglerne.
Det opleves meget voldsomt og er ufattelig skræmmende.
I livskriser kan vi ikke undslippe ubehaget
I livskriser kan vi ikke undslippe ubehaget – vi kan herigennem blive klogere på os selv. Men det kan være svært at gøre på egen hånd.
Som psykolog kan jeg lidt frækt sige under en session, at når det føles ubehageligt, og når du får trang til at undvige (noget som på længere sigt kan være meningsfyld for dig, at kunne gøre) – så er du det rette sted.
Lyt ikke til impulsen om at vende omkring og undgå.
Brug dit ubehag som dit signal til at træne dig selv.
På den måde kan du blive mere øvet i selv at styre, vælge og beslutte dig for, hvad du vil reagere på.
Min pointe
Min pointe er, at forandringer ikke opstår blot fordi vi kunne ønske os det.
Det er heller ikke nok, at vi kan se meningen med det – det værdifulde ved at gennemføre forandringen.
Nej.
Før forandring kan ske, skal der være en villighed til at give slip på det gamle – sige farvel.
Det væsentlige er, at kunne byde ubehaget, der knytter sig til forandringer, velkommen, da det netop viser dig, at du er på rette vej hen mod den livsændring, som betyder så meget for dig.
Sådan er det at være menneske – om vi vil det eller ej, og tak for det!